Hvor godt kender du ferielandet Danmark?

Det er begrænset, hvor turen kan gå hen til sommer, men heldigvis er der ingen grænser for, hvad Danmark kan byde på. Kender du vores bidrag til UNESCO’s verdensarv? Vil du overnatte i en trætop? Alt kan ske lige i nærheden.

Når man har set en god bid af verden, holdt vinterferie i Thailand, nydt maden og vinen i Italien, kørt på kryds og tværs i USA og været utallige gange i ødegården i Sverige, er det måske på tide at opdage – og genopdage – Danmark som ferieland. Når de fleste af os i år mere eller mindre frivilligt skal holde os inden for landets grænser, er det heldigt, at vores hjemland har så meget at byde på. Vi har været omkring Visit Denmark for at hente nogle gode staldtips.

Destinationer på UNESCO’s verdensarvsliste

UNESCO fører en omfattende liste over de mest bevaringsværdige kulturmindesmærker og naturforekomster i verden. Det er steder, det er værd at rejse langt efter, men bor du i Danmark, er afstanden til vores egne bidrag til listen heldigvis til at overse.

Herhjemme er syv steder med som UNESCO verdensarv, og de kan sagtens være et tema for en rundrejse, hvis man begynder i Sønderjylland og slutter i Nordsjælland:

  • Nationalpark Vadehavet
  • Christiansfeld i Sønderjylland
  • Vikingebyen Jelling
  • Stevns Klint
  • Roskilde Domkirke
  • Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland
  • Kronborg Slot

Overnatning efter humør og pengepung

Danmark har en bred vifte af overnatningsmuligheder, og vil du have den ægte Morten Korch-stemning, kan du for eksempel prøve bondegårdsferie. Overalt i landet er der mulighed for landboturisme, og dine børn vil elske dig for det. Vil du tilgodese børnene, er camping også en stensikker favorit eller hvad med luksusvarianten: badehotellet.

Er du ude på det helt vilde eventyr, findes der 275 statsskove i Danmark, hvor du kvit og frit kan slå teltet op og overnatte tæt på naturen. Det samme gælder de mange sheltre til overnatning, der ofte ligger utroligt smukke steder. Én ting er sikkert: Den type ferie giver mange gode historier at fortælle bagefter.

Det samme gælder de mange utraditionelle overnatningsmuligheder, der er spredt ud over landet. Vidste du, at du kan overnatte i ombyggede fængsler, på herregårde og slotte, midt i dyreparker, på bådhoteller eller i fantasifulde hytter bygget i trætoppene? Det er bogstavelig talt kun fantasien, der sætter grænsen.

Gør danmarksferien til et spændende projekt

Oplev mere i Danmark i sommerferien, og opret en videodagbog over dine feriedage. Skriv en blog om dine oplevelser, eller lav din profil på de sociale medier om til årets smukkeste fotoalbum. Du vil opdage, at Danmarks natur er særdeles fotogen, og du kan opdatere løbende, efterhånden som dit feriedanmark kommer helt ind under huden på dig.

Vi har landets bedste mobildækning, så du kan hente kort, rejseinformation, detaljer og bookinger overalt, mens du og familien er undervejs. Du kan opdatere dine profiler og invitere andre med på turen i form af billeder og beskrivelser. Og skulle der komme en dag med regnvejr, kan du streame en film og blive godt underholdt.

Se mobildækningskort

Start med at besøge Visit Denmark

Turist i de store danske byer, en ferie baseret på inspirerende øhop, dagsture til dig, der bliver derhjemme, unikke oplevelser i alle landsdele, tips til unge gamle, børnefamilier og alle andre: Hos Visit Denmark finder du alt, hvad du har brug for, hvis turen går ud i det danske sommerland. Danmark kan mere, end du tror.

www.visitdenmark.dk