5 musiktips til arbejdspladsen: Gør dig selv (mere) produktiv

Vi bruger musik til rigtig meget. Vi hører musik, når vi gør rent, når vi er kede af det, når vi er glade, når vi skal løbe en tur, når vi er sociale, når vi er alene - listen er lang.

Men er det også en god idé at lytte til musik på arbejdspladsen?

Nogle vil måske påstå, at det er distraherende, men forskning peger faktisk på det modsatte. Hvis man altså gør det ‘rigtigt’.

Herunder gør vi dig klogere på, hvorfor og hvordan musik kan øge produktiviteten på arbejdet. Vores råd tager udgangspunkt i nogle af eksperternes bedste råd.

Musik øger produktiviteten på arbejdet

En undersøgelse fra MindMovingMusic peger på, at musik på arbejdspladsen giver gladere medarbejdere - og undersøgelsen viser da også, at gladere medarbejdere er mere produktive medarbejdere.

Det betyder dog ikke, at netop du arbejder bedst med musik i ørene. Nogle skal have helt og aldeles ro, mens musik for andre kan være med til at øge koncentrationsevnen. Men tallene viser dog en klar tendens.

En tendens baseret på data fra et engelsksproget studie lavet af MindLab International tilbage i 2014, hvor hele ni ud af ti personer oplevede, at de arbejdede bedre, når de lyttede til musik. I undersøgelsen brugte man fire dage på at teste 26 personer, der blev stillet over for en række forskellige arbejdsopgaver, der talte alt fra hurtigarbejde og præcisionsarbejde til databasearbejde og matematiske problemer.

Resultaterne taler for sig selv:

Deltagerne blev mere effektive, deres mentale tilstand blev forbedret og alt i alt havde de en langt mere positiv tilgang til arbejdet. Og som kronen på værket viste undersøgelsen, at forsøgspersonerne lavede flest fejl, arbejdede langsommere og mindre præcist, når de ikke lyttede til musik.

Musik kan være forskellen på en god og en dårlig dag på job

Den rette musik kan være forskellen på en god og en dårlig dag. Og det gælder ikke kun i din fritid, det gælder også på arbejdet - hvis du altså formår at vælge det rette musik til de rette tidspunkter.

Alt efter hvad du har brug for, hvilken opgave du sidder med, og hvordan din sindsstemning og dit humør er, vil noget musik egne sig bedre end andet. Formår du at få arbejdsopgave og musik til at gå op i en højere enhed, kan det både afhjælpe stress og skærpe din koncentration, hvilket komponist og musiker Niels Eje blandt andre understreger i sine bud på, hvilket musik der egner sig bedst til arbejdet.

Sådan vælger du den rigtige musik, der gør dig mest produktiv på jobbet

1. Skal du blokere støj fra kollegaer?

Så skal du vælge musik, hvor der er mange forskellige instrumenter i spil, som har en støt rytme og tempo.

2. Har du brug for et energi-boost?

Så skal du vælge et af dine foretrukne upbeat-numre med rytme, der kan rive dig ud af dine dagdrømme, gøre dig glad og give dig fornyet energi.

3. Har du brug for at koncentrere dig?

Så skal du høre numre, som du kender godt. Kender du sangen godt, bliver du nemlig ikke distraheret, som hvis du hører fx taleradio eller musik, der er ny for dig.

4. Har du brug for et boost for at komme igennem en triviel opgave?

Skal du slå hjernen fra, fordi du eksempelvis skal udføre en triviel opgave (som du kender ud og ind), så er der frit slag. Vælg lige præcis den musik, du bedst kan lide.

5. Vil I gerne høre musik sammen i kontorfællesskabet?

Så sørg for at blive enige. Hvis der er store skift i genrer, kan det nemlig være skidt for arbejdsevnen. Derfor er det en god idé at vælge en enkelt radiokanal, hvis I hører radio.

Hører I samme genre eller samme radiokanal, vil der måske være nye sange, ikke alle kender, men til gengæld er der harmoni i genren. Det sikrer, at I alle forbliver produktive, selvom I deles om musikken.

Derfor skal du passe på med Thomas Helmig og Medina

Selvom det kan være fristende at høre Thomas Helmig, Medina eller måske Kim Larsen, skal du overveje, hvornår du gør det.

Sidder du med tekst eller andre opgaver, der kræver, at du kan læse og orientere dig via tekst, kan et dansksproget nummer nemlig være meget distraherende. Vælg i stedet et nummer på et andet sprog end dit modersmål. Sådan skriver blandt andre DR og GAFFA.

YouSee Musik - over 40 millioner musiknumre

Som mobilkunde hos TDC Erhverv har du inkluderet YouSee Musik i dit abonnement. Download YouSee Musik og login her.