5 gode råd til indretning af din hjemmearbejdsdag

Mange mennesker er tvunget til at arbejde hjemmefra, mens kampen mod coronavirussen raser. Her er nogle enkle råd, der hjælper dig med at få noget fra hånden på hjemmearbejdspladsen.

For de fleste medarbejdere er en hjemmearbejdsdag en afvigelse fra normalen. Men i de kommende uger, indtil coronavirus-udbruddet er under kontrol, er hjemmearbejdspladsen normalen for tusindvis af mennesker.

Derfor kan du ligeså godt indrette din arbejdsplads, så det både bliver behageligt og produktivt at arbejde hjemmefra.

  1. Skab struktur i kaos
    Der kan være larmende børn i baggrunden. Der kan være mangel på plads. Og der kan være andre praktiske forhold, der gør det svært at kontrollere, hvornår og hvor du vil arbejde. Men hvis det er muligt, er det en god ide en skabe en fast struktur for arbejdsdagen, så arbejdsliv og privatliv ikke flyder fuldstændig sammen i disse uger. Prøv at lægge en tidsplan for dagen og aftal evt. med din partner og resten af familien, at du ikke må forstyrres i visse tidsrum, så du med god samvittighed kan dedikere dig til arbejdsopgaverne

  2. Begynd og afslut dagen med samme rutine 
    Bryg en kop kaffe, dyrk 10 minutters yoga, luft hunden. Uanset hvad rutinen er, er det en god ide at markere begyndelsen og afslutningen på en arbejdsdag. Du sender et signal til dig selv om, at fra nu af skal der leveres, og fra nu af kan du tillade dig selv at holde fri

  3. Hold daglige onlinemøder
    Det kan hurtigt blive ensomt at arbejde hjemmefra. Derfor kan det være en god ide at afholde onlinemøder i dit team med en fast frekvens, gerne dagligt. På den måde kan I – udover at dele omsorg – også dele viden, opdatere hinanden på igangværende opgaver og kigge fremad. Det handler om at få nogle af de elementer, som plejer at gøre det sjovt at gå på arbejde, ind i hverdagen derhjemme. For rigtig mange mennesker udgør kollegaskab en stor del af arbejdsglæden. Hold fast i den glæde. Overvej at afholde jeres møder som videomøder – også selvom det er med morgenhår og rod i baggrunden. Det hjælper på fællesskabsfølelsen at kunne se hinanden

  4. Træk frisk luft 
    Der er mange ting, vi bliver opfordret til ikke at gøre i denne tid. Men at gå ud i den friske luft og få ilt til hjernen er noget af det, du gerne må. Brug eksempelvis en kort gåtur til at holde små pauser på 15 minutter. Hvis du godt kan lide at lytte til podcast, kan lyden af snak i ørerne måske endda kompensere en smule for fraværet af kollegerne

  5. Log ud af dine sociale medie-konti
    Nyhedsredaktionerne flyder over med opdateringer om coronavirussen, og de sociale medie-platforme er spækket med indhold om dine venner og families gøren og laden. Hvis du logger ud af alle dine sociale medie-konti, bliver du ikke mødt af en strøm af indhold, men af en tom login-skærm, der minder dig om at holde fokus  

Kilder: vogue.com, pcmag.com, buzzfeed.com