Videokonferencer har sparet TDC for millioner

TDC har oplevet en besparelse i rejseudgifter på 6,6 mio. kr., hvilket også gavnede miljøet med en mindre udledning af CO2 svarende til 1.900 tons.
Ditte Due Mortensen

Ditte Due Mortensen

25. november 2013

Allerede i 2011 resulterede indførslen af videokonerenceudstyr i en tre-dobbelt win-situation:

  • Det viste sig økonomisk set at være en god idé at indføre videokonferenceudstyr i TDC
  • Det var godt for miljøet på grund af faldende CO2-udledning fra TDC
  • Mødeformen er blevet bredt accepteret af medarbejderne, blandt andet fordi de slipper for den ofte lange transporttid til og fra møderne.
Erland Vendelboe Nielsen fra Facility Service, som har stået for implementeringen af udstyret, fortæller, at han med den positive modtagelse i 2011 var meget spændt på, hvordan udviklingen i brugen af videomødefunktionen ville være i 2012.

"Personligt troede jeg, at vi havde nået et mætningspunkt i anvendelsen i 2011", siger han.

Brugen er steget markant
Men da han så opgørelsen, blev han glædeligt overrasket, for til trods for, at TDC ikke har udvidet mængden af videoudstyr nævneværdigt i 2012, er brugen steget med omkring 50 %.

Dermed ser det ud til, at TDC for tredje år i træk her i 2013 vil opleve en stor besparelse på udgifterne til at rejse på tværs af Danmark og Norden. Totalt er rejseudgifterne nu faldet til omkring det halve sammenlignet med 2009.

Tilsvarende slipper medarbejderne for mange og lange rejser til og fra møder i løbet af året. Beskrevet på en anden måde var besparelsen på rejseudgifter i 2012 på 12,7 % eller 6,6 mio. kr. – CO2-besparelsen var steget fra 4.000 til 5.900 tons.

Mødekultur adopteret
"Tre gange win er for mig det bedste bevis på, at medarbejderne i TDC har adopteret den nye mødekultur, og det er en adfærd, der er kommet for at blive", siger Erland Vendelboe Nielsen.

Nyeste tiltag, som kan bidrage til endnu færre rejsedage, er Live Meeting, som nu er implementeret og kan tages i brug fra alle pc'er.