Markant cyber-trussel mod danske virksomheder

Danske virksomheder er fortsat et mål for it-kriminelle, viser 2015-trusselsrapporten fra TDC Security Operations Center.
Malene Amini

Malene Amini

26. september 2016

I 2015 blev en virksomhed i gennemsnit udsat for 2,4 DDoS-angreb, mens tallet var 2,9 året før.

- Det er især de såkaldte DDoS-oversvømmelsesangreb, der bliver rettet imod danske virksomheder. Angrebene forekommer i forskellige varianter og sender så meget datatrafik til en virksomheds bredbåndslinje, at internetforbindelsen bliver fuldstændig lagt ned, fortæller Lars Højberg, chef for TDC Security Operations Center.

Datatrafikken oversvømmer bredbåndslinjen og sender samtidigt fra en masse virusinficerede computere, så en virksomheds hjemmeside ikke kan tilgås. I 2015 varede DDoS-angrebene 33 minutter i gennemsnit, men oftest rammes offeret af flere angreb efter hinanden og samlet set står det på i betydeligt længere tid. Fra timer til hele dage.

- Tid er penge. Hvert et minut tæller, hvis det er en virksomhed, der sælger sine varer på nettet. For de helt store virksomheder kan det betyde et voldsomt økonomisk tab, hvis hjemmesiden er nede i et par timer, siger Lars Højberg.

Angreb skal afværges tidligt

TDC Security Operations Center har flere års erfaring med at bekæmpe DDoS-angreb. For at bekæmpe disse angreb sætter vi et filter op, der fjerner ondsindet trafik, inden den rammer bredbåndslinjen hos en kunde med sikkerhedsløsningen.

Det er ligesom med en flodbølge, hvor det handler om at lede vandet væk, inden den rammer målet

- Hvis først trafikken er nået frem til bredbåndslinjen hos virksomheden, er der ikke noget at gøre. Det er ligesom med en flodbølge, hvor det handler om at lede vandet væk, inden den rammer målet, forklarer Lars Højberg,

Sikkerhedscenteret har analyseret et tre-cifret antal DDoS-angreb, der i 2015 blev rettet mod TDC-kunder, som er beskyttet med TDC’s løsning mod denne type angreb.

- De positive observationer for 2015 er, at vi faktisk har set et lille fald i antallet af angreb, mens styrken i angrebene heller ikke er taget til. Vi har dog også set, at styrken i angrebene nu har nået så højt et niveau, at der ikke har været behov for at øge den for at lykkes med et angreb, siger Lars Højberg.

Du kan hente rapporten 'TDC DDoS trusselsrapport for 2015’ her.

Kort om rapporten

 TDC Security Operations Center har gennemført analysen på baggrund af et tre-cifret antal DDoS-angreb rettet mod erhvervskunder beskyttet af løsningen TDC DoS Protection.


DDoS står for Distributed Denial-of-Service
TDC DoS Protection kan filtrere ondsindet trafik fra i TDC’s net, inden det når frem til kundens bredbåndslinje