Sådan holder TDC dit netværk i luften i festivalsæsonen

Sæsonen for store udendørsevents er over os, og det betyder god stemning hos mange danskere. Men hvert år er der nogle – især erhvervsdrivende – der bliver ramt af et mobilnetværk i knæ, fordi der bliver afholdt en stor begivenhed i nærheden. Her fortæller en TDC-ansvarlig, hvordan de sikrer deres kunder mod dårlig dækning og manglende kapacitet.
Ditte Due Mortensen

Ditte Due Mortensen

22. juni 2016

Hvis din virksomhed har adresse tæt på en stor festival eller et marked, kender du måske til problemer med manglende taleforbindelse eller dårlig datahastighed på mobilen. Udover at det i sig selv kan være irriterende og virke forstyrrende i en travl hverdag, så kan det faktisk også være forretningskritisk.

Der er eksempelvis virksomheder, som lever af, at deres kunder kan betale via trådløse dankortterminaler eller mobile betalingsløsninger såsom MobilePay. Hvis ikke de kan modtage betaling for deres varer eller ydelser, så kommer der ingen kunder. Og uden kunder er der som bekendt ingen omsætning.

Tung trafik kan lægge master ned

Det er derfor ikke for sjov, at TDC hvert år bruger mange timer på at håndtere de mange små og store arrangementer, der hvert år bliver afholdt i Danmark. Pia Torup er Operations Assurance Manager i TDC Group, og hun har sammen med sine kolleger ansvaret for at sikre, at TDC’s kunder til enhver tid har den bedst mulige dækning og de bedst mulige dataforbindelser – også selvom de tilfældigvis er nabo til en stor koncert, et kræmmermarked eller en festival.

“En telefon bliver ved med at forsøge at oprette forbindelse til den mast, der teoretisk giver den bedste dækning. Hvis rigtig mange telefoner gør det på samme tid, kan masten blive overbelastet og gå i knæ. Hvis det sker, ryger trafikken videre til nabomasten, og så kan den også gå i knæ. Sådan kan det faktisk blive ved, hvis man ikke sikrer sig,” siger Pia Torup og forklarer, at TDC i store træk kan forudsige belastningsniveauerne og tage de nødvendige forholdsregler, så kunderne ikke oplever nedetid eller meget lave datahastigheder ved eller omkring et event.

To typer af events

TDC opererer med to typer af events.

“Der er dem, som enten er så store i sig selv såsom Roskilde Festival, eller som bliver afholdt på steder, hvor der til hverdag er meget dårlig dækning eller lav kapacitet. På de steder rykker vi ud med en særlig event-container og opretter et event site, som giver den nødvendige dækning og kapacitet,” forklarer Pia Torup.

“De andre er de events, som eksempelvis foregår inde i byerne, eller på steder, hvor der er master nok i forvejen. Der kan vi typisk nøjes med at skrue på en række parametre i det eksisterende mobilnetværk.”

Hospitalsdriften påvirket

Det er slemt nok i sig selv, når man som erhvervsdrivende kan konstatere, at den daglige drift er påvirket af mobiltrafikken fra en nærliggende begivenhed. Men alvoren er trods alt en anden, når vi har at gøre med eksempelvis hospitaler, der kan mærke effekten af de store begivenheder.

Pia Torup

Odense Universitetshospital ligger tæt ved Dyrskuepladsen, hvor der hvert år afholdes Grøn Koncert. Der er vi særligt opmærksomme og ændrer på nogle netværksparametre for at sikre, at hospitalets mobildækning og deres indendørs radioanlæg ikke bliver overbelastet af de mange mennesker ude omkring hospitalet. Der prioriterer vi hospitalets systemer højere end koncertgængerne,

“I Aarhus blev vi sidste år opmærksomme på en Kapsejlads, universitet afholder i Universitetsparken, som ligger lige op af Universitetshospitalet. Kapsejladsen har vokset sig større og større med årene, og brugen af smartphones er nærmest eksploderet. Sidste år kunne både vi og Universitetshospitalet se på mobilnetværkets performancetal – de såkaldte KPI’er – at det var under pres.  Det er kritisk, fordi sundhedspersonalet bruger deres mobiltelefoner, når de er på arbejde. Den situation var vi forberedt på i år, så vi justerede på nogle netværksparametre i de omkringliggende master, og da Kapsejladsen blev afholdt, kunne det slet ikke mærkes eller ses på KPI’erne. Så vores indsats virkede,” slutter Pia Torup.

TDC’s netværk er gearet til ekstra belastning

TDC Groups eventliste tæller i dag ca. 160-170 årlige begivenheder i Danmark. Der er mange flere events i Danmark i løbet af året, men de senere års udbygning og modernisering af TDC’s mobilnet har gjort netværket så kraftfuldt og robust, at det ikke bliver påvirket af den øgede trafik.