Er din virksomhed mobil eller lukningstruet?

Af Marina Lønning, Senior Executive Vice President i TDC Erhverv
I sommeren 2014 lukkede de sidste fysiske videobutikker i Danmark
hoveddøren i og smed nøglen væk. Langt væk. Nærmest over natten havde Netflix revolutioneret underholdningsindustrien på en måde og i et tempo, ingen havde forudset. TV var ikke længere bare TV. Hjemme hos mig sad vi tidligere og så fjernsyn sammen, men i dag sidder alle med hver sin tablet og ser den film eller det program, vi helst vil.

Eksemplet er ikke enestående. Mange virksomheder udfordres i dag af nye ”utraditionelle” konkurrenter, som har andre forretningsmodeller end dem, som de er er vant til på deres eget marked – se fx på Tesla eller Airbnb. De løser problemer for kunderne og sælger produkter til dem på en ny måde, og teknologi spiller en afgørende rolle for disse nye firmaer. De møder kunderne, når kunderne vil, og hvor de vil det.

Disse virksomheder har nemlig opdaget, vi er mobile. Det er vi privat, når vi surfer, chatter og mailer i toget, i sommerhuset eller på caféen, og det forventer vi også, at vi kan være professionelt. Vi tager vores apps og vaner med over i jobbet – vi kræver mobilitet, og det driver den teknologiske udvikling.

Overordnet handler mobilitet og digitalisering som oftest om, at vi vil forenkle, arbejde mere effektivt eller sikre bedre dialog internt på arbejdspladsen og med kunder og borgere.

Marina Lønning

Det gode spørgsmål er så: Har din virksomhed en mobilitetsstrategi? Det bør den have, og strategien skal naturligvis tilpasses, hvordan jeres organisation arbejder.

Det gode spørgsmål er så: Har din virksomhed en mobilitetsstrategi? Det bør den have, og strategien skal naturligvis tilpasses, hvordan jeres organisation arbejder.

En god start er, at I stiller jer selv disse fire centrale spørgsmål:

Hvordan skal de ansatte kunne kommunikere og handle, lige meget hvor de er?
Vi skal dele vores viden effektivt, og det skal ikke kun være ildsjælene eller it-nørderne (jeg er selv blandt dem), nej, virksomheden må tage aktivt stilling til, hvilke værktøjer der skal bruges til videndeling, kommunikation og til at drive innovation. Det enkelte værktøj er dog ikke det vigtigste – jeg vil sige, at de 20 % handler om værktøj/teknologi og de 80% om adfærdsændring. Derfor må vi som ledere gå forrest og bruge de nye værktøjer til øget mobilitet.
Hvilke apps og teknologier kan gøre hverdagen enklere og bidrage til øget produktivitet og større kundetilfredshed?
Hvad enten det er apps på mobiler og tablets, eller om det er sensorer til fx patient-alarmer eller smart gadebelysning, så vil manuelle processer bliver erstattet af digitale.
Mit råd er, at I starter med få enkle processer, der skal digitaliseres – og gør det ordentligt. I skal ikke bare skrotte papiret og ”sætte strøm” til dokumenterne. Gentænk i stedet hele processen, og forstå, hvordan I på en enklere måde kan løse en opgave for jer selv og kunden.

Mobilen – til arbejde eller sjov?
Vi bruger mobiltelefonen, både når vi skal læse arbejdsmails, og når vi skal stemme til ”Vild med dans”. Det er ikke nødvendigvis bare rigtigt eller forkert, men gør dig selv og dine medarbejdere den tjeneste at lave klare retningslinjer for brug af mobilen, så alle ved, om man kan bruge mobilen i udlandet, eller om man må donere en 50’er til Danmarksindsamlingen.

Hvordan er sikkerheden, hvis alt er mobilt?
Vi har vænnet os til høj PC-sikkerhed, men hvordan med de mobile enheder? Mange henter jo selv apps, og er der ikke mere lagerplads, finder nogle måske på at bruge DropBox eller andre eksterne tjenester – og hvordan er sikkerheden så? Gør derfor flest mulige af virksomhedens apps og programmer tilgængelige mobilt, ellers finder medarbejderne bare andre løsninger. På den måde kan I kontrollere sikkerheden.

Med ovenstående har I taget de første spæde skridt mod en mere mobil virksomhed. Jeg kan ikke love jer, at I bliver det næste Netflix med det samme, I har lavet en mobilitetsstrategi; men gør I det ikke, risikerer I at blive den næste ”videobutik”.