Det sker der for din mobil i 2017

Kommer der en ny mobilrevolution i det kommende år? Hvad kan vi forvente af forbedringer, der vil gøre arbejdsdagen nemmere og sjovere? Ifølge eksperterne er det mest sandsynlige, at din smartphone bliver forbedret meget målrettet på de punkter, hvor den i dag kan irritere.
Ditte Due Mortensen

Ditte Due Mortensen

26. januar 2017

2017 er jubilæumsåret for den første iPhone. Selv om der var smartphones før den, så var det iPhonens introduktion i 2007, der for alvor gav startskuddet til den smartphonerevolution, der har vendt op og ned på den måde, vi alle sammen kommunikerer og samarbejder på. 

Og lad os bare sige det med det samme: Ifølge eksperterne er der ingen tegn på, at 2017 skal fejres med endnu en revolution af samme kaliber. De aktuelle smartphones vil næppe blive overhalet inden om af en game changer, men der er udsigt til mange spændende nyheder og gedigne fremskridt, der kan få betydning for din arbejdsdag.

Flere teknologiske hestekræfter

Har du indimellem bandet over, at det kan tage lang tid at overføre data? Har du prøvet at strande med en telefon, der er løbet uhjælpeligt tør for strøm? Så er der godt nyt i det kommende år, for den nye generation af processorer som fx den kommende Snapdragon fra Qualcomm tilbyder Bluetooth 5.0 og langt hurtigere dataoverførsel end hidtil.

Der sker også meget på batterifronten, hvor rygterne vil vide, at den kommende Samsung S8 kan lades 50 procent op på bare 15 minutter. I stedet for at løbe tør, kan du altså nyde en kop kaffe på en café, mens telefonen bliver klar igen på bare et kvarter. Opladningen vil i 2017 foregå via USB-C på stadigt flere modeller, og det er en standard, der vil blive brugt til meget andet end opladning.

Nye modeller i nye typer af design

De store producenter vil formodentlig holde lanceringstakten i 2017, så vi både får en Samsung S8 og en iPhone 8. Plus naturligvis modeller fra de øvrige som LG, Sony og ikke mindst kinesiske Huawei, som har fået imponerende fodfæste de senere år.

Du kan se frem til at lade din mobil 50 procent op på et kvarter

Mens teknologien på mange punkter er moden, så vil øjnene være rettet mod designet. Samsung introducerede for nogle år siden de runde skærmkanter, og nu forventer flere, at der kommer en foldbar telefon. Lenovo introducerede sidste år fx en prototype, der kunne foldes og bæres som et ur. Måske er det på designet, at din næste arbejdstelefon skal skille sig ud?

Fokus på oplevelser og sikkerhed

Ny og forbedret teknologi, der sætter ind på præcis de punkter, du har brug for på en lang arbejdsdag. Nye typer design, der klæder din arbejdstelefon. Ud over telefonerne selv sker der naturligvis også meget spændende med den måde, vi bruger teknologien på. 
Et område som Virtual Reality og Augmented Reality er for eksempel ved at komme rigtig op i fart og vil helt sikkert finde anvendelse inden for blandt andet markedsføring i erhvervslivet. De første ejendomsmæglere tilbyder allerede boligpræsentationer som Virtual Reality, hvor du via specialbriller kan ”gå rundt” i den udbudte bolig. Andre brancher som fx rejsearrangører og eventmagere vil sikkert også begynde at udnytte mulighederne. 

Med den massive udbredelse af smartphones har it-kriminelle for længst fået øjnene op for potentialet. Derfor er der enighed blandt branchefolk om, at et område som mobilsikkerhed får øget fokus i 2017. Flere producenter forventes fx at lancere mobiler, hvor man kan give udvalgte mapper med følsomme data et ekstra lag af beskyttelse for at hindre uønsket indtrængen, misbrug og tyveri af data. 

En evolution til gavn for dig på jobbet

Konklusionen bliver, at du næppe skal forvente en ”bombe” på mobilmarkedet på størrelse med den, som Steve Jobs udløste, da han fra scenen til det årlige MacWorld Expo i San Fransisco den 9. januar 2007 løftede sløret for verdens første iPhone.

Men med intelligente forbedringer af den eksisterende teknologi vil de nye smartphones i 2017 blive forbedret på en lang række af de punkter, der betyder mest for dig på jobbet – batteritid, opladning, ydelse, dataoverførsel. Samtidig vil apps og kreativ brug af fx VR-briller inspirere til nye måder at bruge telefonen på til opgaveløsning og markedsføring.

Der bliver nok at holde øje med i 2017.

En stor tak for fagligt input til chefredaktør Steen Jørgensen fra Mobil.nu. På siden finder du test af de nyeste mobiler, produktsammenligninger, nyheder og artikler om en lang række relaterede emner. Gå til www.mobil.nu